Læserbrev

Gode nyheder og en klar skuffelse i finansloven

Læserbrev: Billund Kommune vil med den nye finanslov i 2020 få omkring syv millioner kroner mere til kernevelfærd. Det vil betyde noget for eksempelvis børnene, skoleeleverne og ældreplejen. I oktober skrev JydskeVestkysten ved fremsættelsen, hvad finanslovsforslaget ville betyde for friskolerne, ungdomsuddannelserne og for oprensningen af jordforureningen i Grindsted. Nu er det så tid til at se, hvad der faktisk er vedtaget. De foreslåede besparelser på friskolerne blev ikke til noget. Det er jeg godt tilfreds med. Fri- og privatskoler skal ikke ”skæres over én kam”. Friskoler i landdistrikterne, som ofte har overtaget elever efter den folkeskole, der blev lukket efter kommunalreformen, skal vi ikke svække. Efter flere års besparelser er det heldigvis nu også lykkes at tilføre landets folkeskoler flere penge. Kommunens ungdomsuddannelser kan også gå lysere tider i møde. Det forkætrede omprioriteringsbidrag, som betød besparelser på flere millioner kroner, findes ikke mere. I stedet er der udmøntet flere penge til erhvervsuddannelserne i landdistrikterne. Hvert år i en fireårig periode vil Grindsted Landbrugsskole og Erhvervsgymnasiet få ekstra 841.667 kroner. Til sidst en klar skuffelse. Oprensning efter jordforureningen er en mærkesag for mig – og jeg har ikke skiftet holdning eller engagement, fordi der er kommet en ny regering. Jeg mener, at der på finanslovene bør afsættes en særskilt pulje til oprensning. Der er ikke brug for flere undersøgelser – vi skal gå i gang nu. Jeg vedkender, at vi ikke kan løse alle udfordringer med én første finanslov. Men jeg vedkender, at jeg har et ansvar og regeringen har et ansvar, når den siger: Det er en prioritet at håndtere og rense de store generationsforureninger.

Annonce
Debat

Debat: Prostitution er dybt skadeligt – lad os hjælpe udsatte ud

Regeringer er forskellige. Der er røde, der er blå. Men der er først og fremmest de politiske ideologier og værdier til forskel. Derfor er der nogle af de opgaver, man ”arver” som ny minister, som man slet ikke kan se sig selv i politisk. Sådan er det for mig, når det kommer til prostitution. Her nedsatte den tidligere VLAK-regering en arbejdsgruppe, som blandt andet skulle se på normalisering af prostitution som erhverv. Arbejdsgruppen var et udtryk for, at der i den tidligere regering var liberalistiske strømme med stærk tro på markedets velsignelser – også når det kommer til køb og salg af menneskers kroppe til sex. Det er i mine øjne helt misforstået – og et mærkeligt skønmaleri – at tale om prostitution som et normalt erhverv på linje med dét at være tømrer eller folkeskolelærer. Prostitution kommer med en meget høj pris: udnyttelse, vold og voldtægter. Et arbejdsmiljø, der er hårdt, og som giver skader på krop og psyke. Fra kønssygdomme til PTSD, angst og depression. Man kan slå vejen forbi en af Rederne, der er et frirum for gadeprostituerede. Her kan man høre om en hverdag præget af ofte ubehandlet psykisk sygdom, stofmisbrug, rådne tænder, ubehandlede fysiske sygdomme, stor utryghed og alt for mange, der udsættes for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre i prostitutionsmiljøet. VIVE’s kortlægning af prostitution bekræfter det billede og beretter i øvrigt om, hvordan en del borgere med prostitutionserfaringer giver udtryk for, at de har psykiske problemer som stress, PTSD, angst, depression, bipolar lidelse, søvnproblemer og personlighedsforstyrrelse. For dele af dem er det i kombination med et misbrug af hash, heroin, amfetamin, kokain eller alkohol. Ifølge VIVE’s kortlægning bliver mennesker i prostitution udsat for vold og voldtægt af kunder, bagmænd og andre personer i prostitutionsmiljøet. I gadeprostitution har 41 procent oplevet vold inden for et år. Men også i escortprostitution, som mange ellers forbinder med de glamourøse billeder fra Pretty Woman, har hver fjerde været udsat for vold. Flere mennesker i prostitution er også utrygge ved risikoen for at blive udsat for vold og voldtægt. Vi skal have færre – ikke flere – mennesker ind i prostitution. Og arbejdet for bedre vilkår for prostituerede handler om at lappe de huller i vores velfærdssamfunds sikkerhedsnet, som de er faldet igennem. Det skal ske med en bedre sundhedspolitik, så ingen prostituerede bliver udskrevet fra sygehusene til gaden, fordi de ikke kan rummes på de travle sygehusafdelinger med deres mange forskellige problemer. Det skal ske med ordentlig behandling af psykiske sygdomme og traumer. Og det skal ske med bedre hjælp til sociale problemer som hjemløshed og dyb gæld. Arbejdsgruppens mål om at forbedre forholdene for de prostituerede lægges på ingen måde i graven. Tværtimod skal vi gøre mere for at hjælpe mennesker i prostitution til bedre forhold – og hjælpe flere ud af prostitution. Jeg anerkender, at nogle prostituerede i Danmark befinder sig i en juridisk gråzone. På den ene side er det lovligt at prostituere sig, hvis man ellers er over 18 år, er registreret som selvstændigt erhvervsdrivende og betaler skat. Men på den anden side er prostitution som erhverv ikke et lovligt erhverv. Derfor kan man som prostitueret for eksempel ikke blive medlem af en A-kasse. Men for de udsatte kvinder, der trækker på gaden for at få råd til det næste fix, eller som er ofre for menneskehandel og betaler af på en gæld til menneskesmuglerne ved prostitution, er svaret ikke A-kasse. Flere borgerlige leger med tanken om at give prostituerede ret til dagpenge. Men med dagpengesystemet følger pligter: at man står til rådighed selv. Og er en branche anerkendt, kan man ikke som ledig sige nej til at stå til rådighed for også den del af arbejdsmarkedet. Så med en liberalisering eller normalisering skulle vi så se ledige anvises til virksomhedspraktik på et bordel? Og hvad med arbejdsmiljølovgivningen? Ville en ufrivillig graviditet på baggrund af et sprunget kondom tælle som en arbejdsskade? Skulle en gruppevoldtægt udløse strakspåbud fra Arbejdstilsynet? Ville den nedslidte prostituerede, der ender med stomi på grund af for mange anale penetrationer, skulle have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste? Det er brutale spørgsmål, der samtidig udstiller det absurde i at betragte prostitution som et normalt erhverv. Betyder det så, at den lykkelige luder ikke findes? Nej, det gør hun sikkert. Men jeg tror, der er en grund til, hun altid omtales i ental. Jeg vil gerne lytte til de ressourcestærke prostituerede i forhold til, hvordan vi kan sikre bedre forhold. Men mit fokus vil altid være at hjælpe de udsatte kvinder ud af prostitution og til et tryggere liv. Ikke at gøre branchen mere attraktiv at gå ind i.

Debat

Debat: Mette, lær af Churchill og sæt indsatsen for klimaet i system

Vi har netop fejret 30-året for Berlinmurens fald og i disse år siger vi farvel til de allersidste fra en generation, som kan huske tiden under 2. verdenskrig og det, som freden kostede og krævede. Det er på mange planer givende at mindes. Ex. byggede Winston Churchill i 1939 ‘Cabinet War Room’ i London, som samlede trådene under krigen - og dét skulle vise sig at blive en af de afgørende årsager til frihedens redning. Dengang var verdensfreden den største udfordring. I dag er det klimaet. Jeg har derfor et forslag til statsminister Mette Frederiksen: Opret et ‘Klimaets War Room’. Danmarks statsminister har nemlig en vigtig ambition, som hun deler med mange. Vi skal reducere CO2-udledningerne med 70 procent inden 2030. Det er mindst 20 procent mere en det mål, EU snart samles om at ville nå. Hvis det lykkes, er Danmarks rolle som lysende eksempel for resten af Europa for alvor bøjet i neon. Men statsministeren har ikke gjort det nemt, efter at hun for nylig afleverede nogle temmelig kække kommentarer i en debat om EU’s kommende syvårsbudget. Her sagde hun kort og godt til sine kollegaer i Det Europæiske Råd, at hun var “rystet” over nogle af de foreslåede budgetposter, og at det var “fuldstændig gak”. Også jeg er imod, at EU’s samlede budget skal øges. Men forslag til, hvordan dette skal realiseres, bør formuleres noget mere begrundet og konstruktivt. Europa opfatter nogle gange os danskere som lige lovligt egenrådige og hurtige på aftrækkeren. Lidt som gravhunden, der med sin bedrevidende gøen irriterer de større hunde, som ikke kan sprinte lige så friskt rundt i manegen. Med statsministerens udtalelser blev denne karikatur af Danmark desværre bekræftet. Hvad værre er, så kan denne oplevelse af Danmark skade vores muligheder for at få den hjælp til selvhjælp i EU, som vi i høj grad har brug for, hvis vi skal nå 70 procents CO2-reduktion. Det er jo netop i kraft af EU, at dette kan lade sig gøre uden at skade dansk konkurrenceevne og arbejdspladser. For det er EU, der sætter rammer og vilkår for handel, forskning og industri. Danmark skal derfor bruge alle sine diplomatiske kræfter, så de andre EU-lande gider at høre på os. En ung, nyvalgt statsminister kan måske godt synes, at de stive budgetprocesser trænger til en rusketur - fair nok - men vi opnår intet positivt ved at begynde med at smide om os med fornærmende kommentarer. Principielt skal vi politikere slet ikke blande os i proces. Mange politikere har gennem tiderne gjort sig skyldige i en masse proces-kludder, det koster mange penge at rette op på. Tænk bare på de meget omtalte sager om skat, trafik, sundhed, udflytninger af statslige virksomheder osv. Intentionerne fejlede ingenting. Men projekterne manglede noget vigtigt, som heller ikke klimaet kan undvære: Overblik og sammenhæng mellem kaskaderne af beslutninger, der sikrer størst mulig effekt på bundlinjen. Læg hertil en ordentlig debat og diskussion, som er drevet af fakta og fremdrift - og som er fri for tomgangsmarkeringer og dårligt diplomatisk håndværk. Konsekvenserne af klimaforandringerne er nemlig fatale. Dødsfald, der kunne have været undgået, og uoprettelig skade på klodens biodiversitet. Det er de barske realiteter. Derfor var det forfriskende, da en erfaren kommentator fornylig spurgte os EU-parlamentarikere med sit skarpe, drilske blik: “EU har klimaet som første politiske prioritet. Det samme har regeringen og de fleste politiske partier i Danmark. Men hvem koordinerer egentlig de tiltag, der tages i EU, i Folketinget og i regeringen? Er det ministre, embedsmænd, parlamentarikere eller hvem? Når klimaet på samme tid er førsteprioritet i EU-parlamentet og i Folketinget, er der så ikke en betydelig risiko for, at man ikke kører med samme prioriteter eller i samme tempo?” Spot on! Og lægger man oveni, at den ene part måske synes, at den anden er lige lovlig kæk, så er der overhængende risiko for ‘viel Geschrei und wenig Wolle” - eller stor ståhej for ingenting - og en masse talen forbi hinanden, mens man gensidigt beskylder hinanden for at være årsag til at der ikke sker nok. Derfor foreslår jeg Mette Frederiksen, at hun opretter et såkaldt ‘Klimaets War Room’, der samler alle relevante danske og EU aktører inden for politik, erhvervsliv og forskning. Lad os skabe et rum for koordinering af klimapolitiske tiltag og håndtag. Lad os få et rum, der har plads til og overblik over både de store tandhjul og de små - men afgørende - skruer. Lad os få et rum, hvor aktørerne - uanset hvilke danske eller europæiske institutioner, de repræsenterer - er dedikerede mod at indfri den danske ambition på en måde, der bidrager til, at resten af EU følger med. Et rum, hvor vi viser, at nok er danskere kvikke i replikken, men vi er også det folk i Europa, der evner samtalen og samarbejdets kunst. Og vi tror på, at alle vil gøre det bedste, de kan. Mette Frederiksen skal som den dygtige vært facilitere processerne og et frugtbart samspil mellem de deltagende aktører. Et “Klimaets War Room” kan blive en rollemodel for resten af EU, fordi det forbinder nationalstatens suveræne initiativer med det europæiske fællesskab - og omvendt. Sådan sætter en dansk statsminister sig i respekt og skaber resultater.

Læserbrev

Tyvebander og organiserede kiosksvindlere har for let spil - skærp indsatsen over for kriminelle og hjælp de hæderlige erhvervsdrivende

Læserbrev

Problemer i vores samfund

Læserbrev: Jeg ser et åbenlyst problem med den måde, hele vores skolesystem er blevet grebet an på. Vi får hældt lektier i hovedet hver eneste dag og til hvilken fordel? Vi unge er vildt stresset i hverdagen, og det er tydeligt, at lærerne er ligeglade med de enkeltes behov for lektier. Man får bare kastet nogle afleveringer for, og så regner lærerne bare med, vi får det lavet og nærmest fejlfrit. Jeg har i alle mine skoleår ærlig talt aldrig haft respekt for mange af mine lærere. Jeg siger min mening, som det er overfor dem. Udover det går jeg på campus Vejle til hverdag. Vi har mange lektier for, og det bliver kun værre? Og hvorfor skal jeg bedømmes på, om jeg kan analysere H.C. Andersen? Der er i hvert fald noget galt med dem, som sidder indenfor politik i skolesystemet. De ved tydeligvis ikke, hvad der er relevant for os at lære. Nogle gange har jeg også dage på min ungdomsuddannelse, hvor vi skal sidde og tegne tændstikmænd. Det giver da ingen mening? Jeg synes ærlig talt også, lærerne er blevet magtsyge gennem årene. Hvis man glipper en enkelt aflevering, får man at vide 'du har ikke afleveret, så nu sørger jeg for, du bliver smidt ud af skolen'. Det er nærmest daglige trusler. Det gør også, der ikke er nogen på ens skole, man kan snakke med omkring de trusler, man får, eller hvis man oplever dårlig manérer fra ens lærer. Ifølge inspektøren har lærerne altid ret.

Annonce
Leder For abonnenter

Rocker-rapper i Løget: Vi skal ikke spille meningspoliti over for unge - men vi har lov at blande os

Leder For abonnenter

Gågade-debatten: Det er da en helt sort beslutning - men vi har alle et ansvar

Læserbrev

Borgerforslag: Nej til gensidig forsørgerpligt

Læserbrev: Alternativet mener, at alle regler om gensidig forsørgerpligt skal fjernes. Man skal som syg ikke tvinges til enten at leve alene eller i ydmygelse ved at være økonomisk afhængig af sin partner. Vi synes, det er glædeligt at se endnu et borgerforslag få over 50.000 underskrifter og vil gerne sige tak til dem, der har stillet det, og til alle dem, der har skrevet under på et så vigtigt forslag. Onsdag kommer forslaget til 1. behandling i Folketinget. Reglen om gensidig forsørgerpligt er fra 1926 og forældet. Den skulle beskytte den hjemmegående hustru og børnene mod, at manden brugte sin løn uden for husstanden. Jeg forstår faktisk ikke, at der findes gensidig forsørgerpligt i et samfund, som økonomisk i 2019 er baseret på, at to eller flere mennesker i en husholdning har to indkomster. Et samfund, hvor vi lever selvstændige liv og har hvert vores cpr-nummer, og hvor vi har ret til selvstændigt at kunne råde over hvert vores liv. Jeg mener ikke, det kan være rigtigt, at vi i vores såkaldte rige samfund straffer handicappede, syge og ældre mennesker økonomisk, fordi de har fundet kærligheden og ønsker at dele deres hverdag med et andet menneske eller en familie. Ikke nok med at disse mennesker ofte socialt og mentalt føler sig som en stor byrde over for deres raske partner, børn mm., fordi de er varigt syge. De skal også føle sig som en klods om benet på deres partner, fordi de nu er en økonomisk byrde og ikke kan bidrage til familiens fælles underhold, og fordi de skal gå tiggergang for at kunne dække deres egne udgifter til f.eks. medicin og behandlinger. Hvordan kan et demokratisk land, som bryster sig af at være en velfærdsstat og have et sikkerhedsnet for alle syge og svage, stadig lade denne utidssvarende lov bestå? Der er ikke nogen økonomisk beregning på, hvad det koster at afskaffe gensidig forsørgerpligt. Jeg vil dog her argumentere for, at der er meget at spare - økonomisk og menneskeligt. Man kan forestille sig, at det ville hjælpe på den store boligmangel, når flere mennesker vælger at bo sammen. Udbetaling Danmark skal ikke bruge ressourcer på at lave beregninger flere gange årligt for at få modregninger for ægtefælles/samboendes indkomst til at gå op. Kommuner skal ikke indhente lønsedler og beregne, hvad en ægtefælle kan få i kontant- og uddannelseshjælp, integrationsydelse og pension. Ensomheden vil falde. Mange ældre er ensomme, hvilket koster samfundet ca. otte mia. kr. hvert eneste år. Flere ældre kan blive længere i eget hjem. I dag tør ældre ikke risikere at blive betragtet som samboende ved at have en ven, de deler oplevelser, mad eller rejser med grundet forsørgerpligten. Man behøver nemlig ikke fysisk at bo sammen for at være omfattet af den gensidige forsørgerpligt. Vi håber inderligt, at alle partierne vil støtte forslaget.

Læserbrev

Højere ydelser: S gør Danmark til en mere attraktiv asyldestination

Læserbrev: I sidste uge kunne landets aviser meddele noget, som i virkeligheden ikke burde komme som et chok for nogen. Aviserne kunne nemlig meddele, at der nu er videnskabelig evidens for, at niveauet af ydelser i et pågældende land er afgørende for hvor mange flygtninge, der rejser til netop det land. Derfor er det i den grad hovedrystende, når den socialdemokratiske regering går den helt forkerte vej og hæver ydelserne til flygtninge i Danmark. For uden tvivl vil Danmark blive en mere attraktiv destination at søge asyl i med regeringens store lempelse på flygtningeområdet. Til forskel vidste den nu tidligere VLAK-regering godt, at niveauet af ydelser havde indflydelse på hvor mange, der søger hertil. Derfor indførte VLAK-regeringen i 2015 den lavere integrationsydelse, hvilket (med andre tiltag) medførte et fald i, hvor attraktiv Danmark fremstod som asyldestination. Havde Danmark i alle årene siden 2015 ligget som nummer fem over mest attraktive lande i EU, havde vi modtaget 53.300 flere asylansøgere. Det er rigtig mange mennesker. Udover den øgede tilstrømning af flygtninge, som højere ydelser medfører, vil de højere ydelser skabe et mindre incitament for flygtninge til at komme ud på arbejdsmarkedet. At være en del af det arbejdende fællesskab og lære noget af det danske arbejdsmarked er rigtig givende for flygtninge. Arbejdsmarkedet er et område, der førhen har været meget fokus på, og hvor den tidligere VLAK-regering kunne præsentere historisk høje beskæftigelsestal for flygtninge, der har været i Danmark i tre år. Disse gode takter tvivler jeg på vil fortsætte.

Leder For abonnenter

EU vil angribe den danske model

Klimaet er hovedprioriteten for EU’s nye kommissionsformand, Tysklands tidligere forsvarsminister Ursula von der Leyen. Hermed rammer hun tidsånden, og reaktionen har været velvillig såvel i EU-parlamentet som blandt medlemslandene. Midt i glæden over de ambitiøse klimaplaner er det på vores breddegrader blevet overset, at Ursula von der Leyen har et andet mål, der er lodret i modstrid med danske interesser. Den tyske kommissionsformand vil have indført regler om mindsteløn i hele EU. Ideen har hun så at sige med hjemmefra. I 2015 indførte forbundsregeringen en mindsteløn, der løbende er blevet reguleret og nu ligger på 9,19 euro i timen – omregnet knap 70 kroner. Den slags regler kan give mening i et samfund som det tyske, hvor organisationsgraden er særdeles beskeden. Det medførte efterhånden et fuldstændig skævvredet arbejdsmarked med høje lønninger til organiserede ansatte i industrien og katastrofale betingelser i mange servicefag. Efterhånden blev forholdene så grelle, at et politisk indgreb var uundgåeligt. I Danmark er situationen helt anderledes. Vi har som bekendt en model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler løn og arbejdsforhold uden politisk indblanding. Denne danske model har en mere end 100 år lang historie bag sig og fungerer til gavn og glæde for såvel arbejdstagere som arbejdsgivere. Von der Leyen og andre er lovlig undskyldt. Generelt er den danske model fuldstændig ubegribelig uden for kongerigets grænser. Her kan man ikke forstå, at lønmodtagernes og arbejdsgivernes repræsentanter i vidt omfang indgår i et konstruktivt samarbejde i stedet for at være hinandens indædte modstandere. Men netop vores pragmatiske metoder har været en enestående succes, fordi der på begge sider af forhandlingsbordet bliver udvist overordnet ansvar og holdt ord. Ursula von der Leyens planer er principielt et angreb på reguleringen af det danske arbejdsmarked. Derfor skal vi ikke acceptere en EU-dikteret mindsteløn.

Læserbrev

Arbejdsmarkedet: Den lille egoisme truer velfærden

Læserbrev: Nu vil Arbejdsløshedskassen for selvstændige erhvervsdrivende (ASE) kræse for dem, som sjældent har problemer, ved at give dem bedre vilkår end andre. I et nyt tilbud, som blev lanceret for få dage siden, tilbyder ASE en arbejdsløshedsforsikring, som giver en bedre dækning og stiller færre krav til den enkelte. Problemet er, at det kun er grupper, der i forvejen har lav ledighed, som får tilbuddet. ASE taler til den lille egoisme for at vinde markedsandele og vil lade andre betale prisen. Dem, som tog ”den forkerte” uddannelse med højere ledighed. Dem, som uden egen skyld bliver opsagt på grund af dårlig ledelse, strukturelle ændringer eller lignende. Dem, der ikke er som egoisterne. Det er en meget kortsigtet handlemåde. Ikke blot underminerer det den danske model ved ikke at bidrage til vores kollektive system, men deltagerne spiller desuden hasard med deres egen fremtid. For hvem ved, hvor længe man kan leve på solsiden? Måske kommer der pludselig dårlige tider, uheld eller lavkonjunktur, som smider medlemmer af ”de attraktive grupper” ud i arbejdsløshed. Hvad sker der så? Fordelen ved det nuværende system er, at det gælder for alle, ligesom brandforsikringen. Alle betaler en smule, så de få, der bliver ramt, ikke lider for meget. Jeg synes, at det nuværende dagpengesystem giver en alt for dårlig dækning, ja, men lad os løse den opgave i fællesskab i stedet for at vælge egoismens vej. I HK har vi som flere andre fagforeninger valgt at give nogle medlemmer mulighed for at supplere dagpengene med en lønforsikring, og den er ligeså solidarisk som dagpengene.

Læserbrev

Lad os se mere på klimapotentialet i skovene

Læserbrev: Naturens tilstand får organisationer og professionelle til at råbe vagt i gevær for tiden. Undersøgelser viser entydigt, at det ikke blot er dødt ved fra træer, der kan gøre en forskel for vores arter og natur. Det er diversiteten og forskelligartet natur. Den Danske Naturfond, som er staten og Aage V. Jensen-fonden (Villum Fonden er også medstifter, red.), er et godt eksempel på, at vi bevæger os i den rigtige retning. Jordejere bliver tilbudt økonomisk kompensation, hvis de ville omlægge til jord uden plov. Det vil sige en vild natur, hvor græsning af dyr er tilladt. Ordningen var så populær, at midler, der var afsat, var for få. Næste ansøgningsrunde bør føre til en endnu større pulje og måske endnu flere interessenter end staten og Aage V. Jensen-fonden. I Sverige har brancheorganisationen Skogindustrierna dokumenteret i en ny rapport, at den svenske skovindustri har en positiv effekt på det globale klima. Det betyder, at skovindustrien mindsker klimabelastningen med lige så meget, som den svenske udledning på 100 mio. ton CO2 om året. Næsten halvdelen af klimagevinsten opstår, efter træerne er fældet og bliver til tømmer, fiberbaserede produkter og biomasse, som anvendes i stedet for beton, plastik og olie. Derfor lad os i kommende år se mere på klimapotentialet i skovene her til lands og sørge for, jordejere bliver kompenseret, så de ser en fordel i at overdrage deres allerkæreste til vores fælles stærke fællesskab og samtidigt løse klimaudfordringerne i årene, der kommer.

Debat

Debat: Advent – en tid med lys i mørket

I dag er det første søndag i advent. Dagen rører hvert år ved et særligt blødt sted i mig. Det var min mor, der lærte mig at holde af adventstiden. Jeg kan se hende for mig, når hun hængte den grønne adventskrans med de røde bånd og hvide lys op i hjørnet af stuen. Selvom hun ellers ofte nok havde sit at slås med, nynnede hun og der blev en særlig forventningsfuld lethed omkring hende. Forventningen fik næring om søndagen i kirken, hvor min far var kirkesanger. Også i kirken hang den grønne krans på sin traditionsrige plads i korbuen. Det bedste af det hele var, når vi åbnede døren til gudstjenesten og det nye kirkeår med at synge: ”Vær velkommen, Herrens år, og velkommen herhid! Julenat, da vor Herre blev fød, da tændte sig lyset i mørkets skød. Velkommen, nytår, og velkommen her!” Med denne adventssalme over alle adventssalmer er jo også det vigtigste sagt: Advent betyder ’komme’ eller ’festlig ankomst’. Dén, hvis ankomst vi venter på i adventstiden, er altså Vorherre Jesus selv, hvis fødsel i Betlehem vi fejrer, når det bliver jul. De fire ugers adventstid er altså forventningstid og forberedelsestid. For til en stor højtid og fest hører selvsagt forberedelser. Fester bliver ikke til ud af den blå luft. Vi må bygge op til dem eller tælle ned til dem. Som vi gør det hver dag i december med kalenderlyset eller søndag efter søndag med adventskransen. Det var først i 1900-tallet, at adventstiden fik den store traditionsbærende betydning, som den har fået i dag med hele det store udtræk af julekalendere, julefrokoster, julekoncerter, lyskæder, kalenderlys og adventskrans. Især de levende lys er blevet en uundværlig del af adventstiden. I løbet af 1900-tallet mistede stearinlysene deres praktiske betydning i hverdagen. Lysenes symbolske betydning derimod voksede støt som stemningsskaber og markør af højtid og fest og måske også en måde at udtrykke en længsel på efter varme og nærvær? Om noget blev glæden ved lysene afgørende for, at adventskransen med dens fire lys kom til som ny tradition. Personer med tyske rødder bragte kransen med sig til Sønderjylland og siden blev den almindelig i hele Danmark i 1930’erne og 1940’erne. Adventskransens udbredelse viste sig da også ved, at det første julemærke efter anden verdenskrig havde adventskransen som motiv. Oprindeligt var kransens bånd violette, da lilla er adventstidens farve i kirken, men i besættelsestiden vandt de nationale farver naturligt nok frem. I dag er temaet ’adventskrans’ helt åben for fri, personlig fortolkning. De fire lys står dog urokkeligt fast, om end de kan fortolkes på forskellige måder: Et lys for hver af de fire adventssøndage. Men også måske et lys for hver af Guds store handlinger: I skabelsen af verden samt i julen, påsken og pinsen. Eller måske et lys for hver fase af vores liv som mennesker: Barndom, ungdom, voksenliv, alderdom – hvor alle livsfaser er bundet sammen i evighedens stedsegrønne krans. Ung som gammel går vi i hvert fald nu ind i adventstiden. ”Hvis så bare december ikke var så hypet, så overdrevet i alle sine forventninger om alt muligt vi skal nå!” sagde min 18-årige gymnasieelev herhjemme forleden. ”Man kan næsten blive småstresset på forhånd”, sagde han med træt stemme. Da jeg spurgte lidt ind til, hvad der så for ham at se var værd at samle på, når vi taler advent og jul, sagde han prompte: ”God mad. Og at vi helt konkret prioriterer hinanden. At vi lægger mobilen til side og ser hinanden i øjnene: Spiller et spil eller fletter julehjerter.” Så i dag, når vi tænder det første lys i adventskransen herhjemme, er det dét, vi vil prøve at lægge os i selen for at prioritere. Det kræver mildt sagt fokus og mange bevidste valg her i dagens Danmark at få alt det ligegyldige sorteret fra og det væsentlige samlet op på vejen frem mod jul. Når vi ikke desto mindre dropper at leve op til nogen af alle de opskruede krav, mærker vi samtidig, at det er dét, der er sjælelige vitaminer i. Siddende dér i adventslysenes skær kan vores længsel efter varme og nærvær blive opfyldt. Hvis vi får ro på og går off-line, ser og mærker vi heller ikke bare os selv, men også hinanden på en anden måde. ”December er den måned, som man gruer allermest for, når man er ulykkelig”, skrev én. Advent er derfor også tiden, hvor vi med fordel kan kikke os lidt omkring for at fornemme, om der er én, der er ulykkelig. Om der er én, der skulle ske at have brug for et lille stykke af mig og min tid i den glade og grusomme december? Digteren Sten Kaaløs enkle ord er værd at tage med på vejen: ”Gå i mørket med lyset. Gå i visheden om ikke at gå alene. Gå med lyset – kom!”

Læserbrev

Lokaldebat: - Vi sætter stor pris på, at Staurby Skovs hovedveje fejes

Lokaldebat: Forleden bemærkede jeg et læserbrev rettet mod strukturen i og plejen af Staurby Skov. Indlægget indeholdt rosende omtale af skovens struktur, udvikling og pleje. Samtidig rejstes en kritik af renholdelse af skovens stier i form af fejning af blade fra stierne. Skribenten mente, at det forekom som et indgreb i naturens orden. Samtidig forekom aktiviteten at være spild af ressourcer til økonomisk ugunst for skatteyderne. Endvidere mente skribenten, at skovens personale måtte føle sig misbrugt til sådanne unødvendige gøremål. Vi er et seniorægtepar som med vores hund dagligt en-to timer frekventerer Staurby Skov. Vi føler en udtalt anledning til at rose skovens ledelse og medarbejdere for det store arbejde, der synligt og med omtanke, lægges i skovens udvikling og pleje. Vi kan færdes i et helt unikt stykke natur, som er flot struktureret, løbende udviklet og altid velplejet. Tilsvarende gør sig gældende for Hindsgavl-skovene. Vi sætter stor pris på, at skovens ”hovedveje” med passende intervaller fejes. Denne foranstaltning vidner om overordentligt stort fokus på naturens pleje til glæde for skovens brugere. Har man absolut behov for at have blade og lignende under fødderne, så byder skoven i øvrigt på gode muligheder herfor. Fra mit aktive arbejdsliv erindrer jeg følgende ordvalg: ”Er du glad og tilfreds med forholdene, så fortæl det til andre - har du forhold at påtale, så sig det til den ansvarshavende.” Kritiske betragtninger af omhandlende karakter forekommer det unødvendigt at præsentere for avisens læsere.

Leder

Nu får du masser af lyd med din avis

Debat

Debat: Replik - Tomme tønder buldrer mest, Peter Kofod

Replik: Det er smigrende, at Peter Kofod efter blot få måneder i Europa-Parlamentet føler sig kaldet til at skrive et indlæg om mig. Det vil jeg gerne sige tak for. Særligt fordi det viser, at Kofod i ensomhedens stilhed er totalt blevet frakoblet virkeligheden og lever i en helt anden verden end os andre. Lad mig indledningsvist slå en ting fast. I modsætning til Kofod ønsker jeg ikke, at Danmark skal ud af EU. Jeg er tilhænger af EU-samarbejdet, som har gjort Danmark og danskerne rigere. Og jeg er grundlæggende tilhænger af internationalt samarbejde. Det hænger naturligvis sammen med, at Danmark og Europa kan ikke lade som om, at omverdenen ikke eksisterer. Millioner af migranter fra Mellemøsten og Afrika drømmer om at komme til Europa. Og mange vil sætte livet på spil for at opnå det. Menneskestrømmene ind i Europa i 2015 og 2016 var resultatet af, at EU ikke har formået at sikre de ydre grænser. Hvis det ikke var for blandt andet EU’s aftale med Tyrkiet, så ville millioner flere være kommet hertil. Betyder det så, at vi ikke skal kritisere Tyrkiet og det tyrkiske styre? Nej, selvfølgelig ikke. Betyder det, at vi skal afskære Tyrkiet fra Europa? Heller ikke. For det sekund vi skærer alle bånd til Tyrkiet - både finansielle og diplomatiske - så åbner Erdogan for sluserne og sender menneskestrømme mod Europa. Og ønsker Peter Kofod virkelig, at vi skal se en genindspilning af billederne fra 2015, hvor tusindvis af flygtninge og migranter vandrede på de danske motorveje? Det håber jeg virkelig ikke, selvom det desværre virker til at Kofods betagelse af min person overskygger behovet for at beskytte danske interesser. For så længe der endnu ikke er styr på de ydre grænser – og det kæmper jeg for, at vi får - så er vi afhængige af vores nabolande. Det kan godt ske, at Peter Kofod er ligeglad med det. Men det er jeg ikke. Samtidig kritiserer Kofod, at jeg ikke har stemt imod en resolution, som handler om at redde flygtninge og migranter op af middelhavet. Der må jeg bare sige, at her er der et menneskesyn til forskel på Kofod og mig. Jeg ønsker ikke at stemme for, at mennesker skal drukne i Middelhavet. Men det Kofod glemmer at fortælle er, at jeg ikke stemte for hele resolutionen. I min verden ville resultatet af den politik være, at flere tager den farefulde vej over Middelhavet uden at have en kinamands chance for en fremtid i Europa. I stedet for at kritisere mig, burde Kofod derfor sige tak. Hvis det ikke var for mig og en håndfuld danske kollegaer, så var resolutionen blevet stemt igennem med et knebent flertal. Men det fik vi afværget. Så jeg vil næsten svare Kofod med et ’selv tak’. Sidst og ikke mindst så mener Kofod, at jeg burde have stemt for hans ændringsforslag til den selvsamme resolution. Men undskyld mig. Hvorfor sidder Kofod overhovedet og skriver ændringsforslag til resolutioner, som han alligevel agter at stemme imod. Det virker absurd. Og når jeg valgte at stemme imod, så var det fordi, at ændringsforslaget var som at kysse sin søster. Ingen virkning. Jeg ønsker oprigtigt, at vores venner i Dansk Folkeparti klarer sig godt – også her i EU. Derfor vil jeg komme med en opfordring til Kofod: Kom med os andre ind i den virkelige verden, så vi sammen kan sikre resultater til gavn for danskerne. Indtil da oplever jeg bare Kofods skriverier, for hvad det er: Tomme tønder buldrer mest.

Læserbrev

Kom ind i klimakampen, kære kommune

Læserbrev: Hedensted Kommune er en lille kommune. Klimaforandringerne er en stor udfordring. Man skulle ikke umiddelbart tro, at der er nogen sammenhæng mellem de to. Men det er der - og den er afgørende. Vi lever i en alvorlig tid. Klimaet truer os alle. Efterhånden er dette faktum gået op for de fleste, sammen med en viden om, at vi bliver nødt til at gøre noget for at forhindre det værste. Problemet er bare, at folk er uenige om, hvem der skal gøre hvad. Mit budskab er klart: alle skal gøre alt, hvad der står i deres magt. Kommunerne inkluderet. Jeg forstår godt, at det kan virke som en uoverskuelig opgave for kommunerne at skulle tage stilling til. Vi må blot huske, at nogle gange er det de grænseoverskridende visioner, der kan skabe den største forandring. Vi mangler klimaambitioner i Hedensted Kommune. Sådan er det. Det er dog overhovedet ikke ensbetydende med, at det er sådan, det skal være. Hvis kommunen begyndte at udvise lederskab på klimafronten også, ville vi i langt større grad end nu være i stand til at udrette noget. ”Mange bække små gør en stor å.” Det gamle ordssprog gælder også i denne sammenhæng. Det kan godt være, at Hedensted Kommunes bidrag til klimakampen ikke alene udgør den største forskel. Men det gør dog en forskel, især i forening med resten, og det er det vigtigste. Man bliver nødt til at starte et sted, for der sker intet i modsat tilfælde. Derfor foreslår jeg en udvikling i klimapolitikken. Vigtigheden af at skelne mellem klima og miljø i denne situation er ikke til at tage fejl af. For vi er dygtige i forhold til miljø i Hedensted Kommune, men vi har brug for at få klima højere på dagsordenen, hvis vi vil gøre os noget håb om at bidrage til Danmarks nedbringelse af CO2-udledningen. Betydningen af kommunens bidrag ville være vidtrækkende, for set i det større perspektiv kan det hele få en indflydelse på Parisaftalen. Min pointe er, at Hedensted Kommune burde deltage meget mere aktivt i Danmarks CO2-reduktion. Vi kan jo godt. Det eneste det kræver, er, at vi ikke er bange for at tage initiativer og for at tilstræbe et bedre land og lokalsamfund for de kommende generationer. Nogle højere klimaambitioner er alt, jeg beder om. I hvert fald til en start.

Læserbrev

Lokaldebat: - Hvor længe skal vi vente på cykelstien gennem Kingstrup?

Lokaldebat: Hvor længe skal vi vente? I foråret blev der opsat markeringspæle vedrørende forberedelser til ændring af forholdene for cyklister gennem Kingstrup. Det er nu syv år siden, der blev lovet en cykelsti mellem Gelsted og Ejby i forbindelse med nedlæggelse af overbygning på Gelsted Skole, men der mangler stadig færdiggørelse af en kilometer gennem landsbyen. Desværre signalerer pælenes placering, at der ikke engang kan etableres en standartcykelsti gennem det smalle Kingstrup. I forbindelse med opsætningen af pælene var der en omtale i avisen om emnet. Vej- og trafikchef Uffe Høybye udtalte ved den lejlighed (vedrørende spørgsmålet om ekspropriation for blot at få en standardcykelsti på de bare ”sølle” 1000 meter) - ”Det har vi ikke råd til ”. Det var pokkers. Når man betragter alle de tiltag, der finder sted i Middelfart by med renovering af Gammeltorv (4 millioner kroner), pladsen foran Kulturøen (5,5 millioner kroner), Nytorv, gågadeprojektet (4,6 millioner kroner), marinaen, asfalterede cykelstier gennem Staurby Skov og nu overvejelser om køb af trafikhavn. En udmelding om potentielle midler til et måske kommende stadion/koncerthus, cirka 3 millioner til kunstbane i Nørre Aaby, og senest 0,5 millioner til 245 meter grussti ved Strib - så må der være penge nok i kommunekassen. Millionerne ruller i forbindelse med ovennævnte projekter, men ikke én eneste gang er der fremsat bemærkning om sparsommelighed vedrørende disse tiltag. Det er lidt svært – set med ”udkantsbriller” – at glæde sig over de i øvrigt fine etableringer i ovennævnte eksempler, for kontrasten er stor. Vi må så blot konstatere, at man ikke kan (vil) skaffe midler nok til ”bare” en standardcykelsti gennem Kingstrup. Man undres. Uden at kende prisen er det vel en realistisk vurdering, at en egentlig ekspropriation ville kunne gennemføres for selv beskedne midler - også med de snævre geografiske forhold på stedet. Det virker som om discountløsninger er gode nok i ”udkanten”, sådan virker det. Så det er svært ikke at føle forskelsbehandling mellem land og by i den her sammenhæng. Det er en kritisabel situation – det kan kommunen simpelt hen ikke være bekendt. Kære politikere: Kør en ny omgang. Skab nu den optimale tryghed i trafikken også på disse…1000 meter! Find nu de ”pebernødder”, det koster. Det er trods alt cyklisternes (ikke mindst elevernes) daglige utryghed / tryghed, der er tale om. Husk at en god kommune bl.a. kendes på sikre skoleveje!