Give

Julemanden løb tør for magi men blev reddet af byens børn

Lad der blive lys, lød det fra julemanden, assisteret af Bjarne og Knud Buhl. Men det virkede ikke, så børnene måtte danse og synge sig til både strøm og lys til det store juletræ på Torvet. Foto: Jim Hoff
Det lignede en vaskeægte katastrofe på Torvet i Give lørdag eftermiddag. Julemandens magiske evner ikke slog til, da det store juletræ skulle tændes. Heldigvis sprang byens børn til og dansede og sang lyset frem.

GIVE: Han ankom ganske standsmæssigt, siddende og vinkende majestætisk i sidevognen til kongelig julemandskusk Knud Buhls prægtige Nimbus motorcykel.

Ja, han ankom endog hele 15 minutter før tid, den gode julemand, så den flotte og meget tidlige ankomst sendte ubetinget forventningerne til hans performance i Give midtby i vejret denne smukke himmelblå og vinterkølige eftermiddag.

Torvet var proppet af forventningsfulde børn og voksne, der i den søde ventetid kunne hygge sig med gratis gløgg og æbleskiver udskænket med rund og elegant hånd af et eksklusivt udvalg af bestyrelsesmedlemmer i Give Handel & Erhverv plus et par gode hjælpere.

Det hele var dermed klar til det store festfyrværkeri, den store tæt på royale begivenhed, når det store flotte kommunalt sponsorerede grantræ skulle springe ud i fuld oplysning og dermed på officiel vis kundgøre budskabet om julens komme til den gamle Niels Kjeldsenstad.

Men så nemt gik det ikke.

Det viste sig nemlig, at julemanden for det første havde smidt sin store juletræslyslighter væk, og for det andet viste det sig også, da han forsøgte at ordne miseren ved hjælp af ren julemandsmagi og påkalde sig hjælp og lystændingsassistance fra magter, der trods alt er endnu højere placeret i hierarkiet end ham, ja så var forbindelsen til chefen for det hele, Vorherre, simpelthen løbet tør for signal.

Og så var det børnene måtte træde til og hjælpe den stakkels julemand, så der kunne skabes kontakt og dermed signalgennembrud til Give.

Annonce

Børnene sang igennem

Det skete ud fra devisen om, at vil du nyde må du yde, så børn og voksne - med julemanden ved mikrofonen - sang og dansede sig via tre julesange til så meget goodwill, at julemanden genvandt sine magiske evner, pudsigt nok samtidig med at Bo Kristensen fra Give El dukkede op på Torvet, og simsallabim, så tændtes juletræet i al dets magt og vælde.

Og således gjorde også julelyset i øjnene på de mange børn, der kunne gå fra seancen med forventningen om, at der nok vanker en ekstra julegave eller to fra julemanden i år, da de nu havde sunget ham ud af krisen.

Så stod den på uddeling af poser med julegodter, igen med Give Handel & Erhverv som de glade givere. Køen var traditionen tro pænt længere end det store juletræ er højt, og henne ved gløggboden var der også lige lidt godtfolk, der skulle hjælpe handelsstandsforeningen af med de sidste æbleskiver og gløgg. Man rydder vel pænt op efter sig!

Så selvom julemanden var i en momentan krise, så blev det alligevel, takket være byens mange søde og rare børn, en helt perfekt dag med juletræstænding, hvor arrangørerne kan glæde sig over både et rigtig flot fremmøde og perfekt vejr til eventen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vejlenserne siger farvel til Albert: Tak for de unikke billeder. Dig glemmer vi aldrig

Annonce