Egtved

Drikkevandet fra Randbøldal Vandværk skal stadig koges

De husstande, der får vand fra Randbøldal Vandværk, må vente nogle dage yderligere med at drikke vand direkte fra vandhanen, efter der er fundet tarmbakterier i drikkevandet. Vandværkets formand satser stærkt på, at næste vandprøve igen er fin. Arkivfoto: Colourbox
Bestyrelsen i Randbøldal Vandværk har i weekenden haft travlt med at gennemgå vandværket for at finde en mulig årsag til, at der er fundet tarmbakterier i vandet. Formand satser på, at de næste prøver er fine igen.

Randbøldal: Hører man til blandt de 172 husstande, der får vand fra Randbøldal Vandværk, skal man huske at koge drikkevandet i noget tid endnu.

Fredag meddelte vandværket og Vejle Kommune, at der var fundet intestinale enterokokker, en form for tarmbakterier, i vandet. Samtidig fulgte en vejledning i, hvordan man koger vandet korrekt for at undgå at blive syg af at drikke det.

- Vi har brugt hele weekenden på at få taget nye prøver og gennemgå hele vandværket for alverdens ting for at finde årsagen, men den er ikke fundet endnu. Det er dog bakterie, som vist skulle stamme fra dyrelort, så det kan være en fugleklat eller en lille muselort, der er skyld i det. Mere skal der ikke til, fortæller vandværkets formand, Valgren Jochumsen.

Derfor satser han stærkt på, at de næste vandprøver vil være fine igen.

- Vi plejer at have det fineste drikkevand herude, så det kom meget bag på os, da der blev fundet bakterier i en vandprøve, forklarer han.

Annonce

Bekymrede men forstående forbrugere

Bakterierne blev fundet i en af de standardprøver, der kontinuerligt tages af drikkevandet. Da bakterierne blev konstateret, blev Valgren Jochumsen straks alarmeret, og forbrugerne blev hurtigt informeret.

- Vi har fået en del spørgsmål fra bekymrede forbrugere, men vi møder stor forståelse fra borgerne, som godt ved, at det ikke er vores skyld, og at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for, at vi hurtigst muligt kan levere rent drikkevand igen, siger formanden.

Vandværket i Randbøldal afventer i øjeblikket svar på de seneste prøver. Da prøverne skal dyrkes, før et svar kan udledes, tager det nogle få dage. Bestyrelsen forventer at få svar i løbet af de næste dage.

- Så snart vi har noget nyt, melder vi det ud på vores hjemmeside, fortæller han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vejlenserne siger farvel til Albert: Tak for de unikke billeder. Dig glemmer vi aldrig

Annonce